Hørup og Høruphav Vandværk blev etableret i 1936. I 2015 blev Kirke-Hørup Vandværk og Mintebjerg-Lebøl Vandværk lagt sammen med Hørup og Høruphav Vandværk med Hørup og Høruphav Vandværk som det fortsættende vandværk.
Hørup og Høruphav Vandværk forsyner ca. 1.500 forbrugere med rent drikkevand.
Vandet bliver hentet i vandværkets 7 boringer og transporteret rundt til forbrugerne i et ledningsnet på ca. 50 km. Vandværket leverer årligt ca. 140.000 kubikmeter vand til vandværkets forbrugere.
Hårdhed
Drikkevandet i Hørup- og Høruphav-området er hårdt vand med en hårdhedsgrad på 16 - 18odH iflg. seneste vand analyser.
Grundvand i Danmark
I Danmark bruger vi grundvand til drikkevand, og derfor er det vigtigt, at vi alle passer godt på vores grundvand, og beskytter det mod forurening, således at vi også i fremtiden kan hente rent drikkevand op.
Grundvandet undersøges og kontrolleres løbende.
Vandanalyser
Ønsker du at få foretaget en analyse af dit drikkevand, kan du rette henvendelse til vandværkets driftsmand:
Leif Didrichsen
Telefon 7441 5975 / 3063 8033
Prisen afhænger af hvilke stoffer, der skal analyseres for.
Drik frisk vand
Vær opmærksom på, at drikkevandets kvalitet kan være forringet om morgenen, efter at vandet har stået stille i forbrugernes installationer hele natten. Brug derfor de første par minutters vand til vask, toiletskyl eller andre formål, hvor vandet ikke drikkes. Når vandets temperatur er faldet, og der kommer koldt vand ud af hanen, er vandet friskt og kan drikkes.
Det er en god ide at have en kande med vand stående i køleskabet - så har du altid frisk og koldt vand, og du undgår vandspild ved at vente på, at vandet i hanen bliver koldt.
Undgå metalafgivelser fra armaturer
Mange armaturer i husstanden kan afgive metaller - herunder nikkel - til drikkevandet. Undgå derfor at drikke det første vand, som kommer ud af hanen, når vandhanen har stået stille over natten. Når vandet har løbet lidt og er blevet koldt, er det frisk og kan drikkes.
Forbrugeransvar
Vandværket har ansvaret for drikkevandets kvalitet frem til forbrugernes grundskel. Forringelser af drikkevandskvaliteten, som skyldes forbrugernes egne installationer, er vandværket derfor ikke ansvarlig for, men vandværket giver gerne råd og vejledning i tilfælde af problemer eller tvivlsspørgsmål. Vandledninger på privat grund er Vandværket heller ikke ansvarlig for.
Utætte rør
Hvis uheldet er ude, og et rør bliver utæt, er det vigtigt at kunne lukke for vandet hurtigt. Sørg derfor for at vedligeholde din hovedhane før vandmåleren jævnligt og checke, om hanen lukker tæt. Dette kan gøres ved at lukke hovedhanen og checke, at vandmåleren står stille. Hvis der er problemer, bør du kontakte en blikkenslager.
Brandhaner
I tilfælde af brand kan det være et spørgsmål om sekunder for at redde liv. Det er derfor vigtigt, at brandhaner altid er nemme at komme til. Har du en brandhane placeret uden for din grund, skal du sørge for, at hæk eller lignende ikke vokser ud over brandhanen.
Stophaner
Stophaner, som er placeret i vejen ca. 30-50 cm. før skel, tilhører vandværket og skal derfor altid være til at komme til. Undgå derfor at hæk eller anden beplantning vokser ud over stophanen.
Flytning
Ved salg/køb af ejendomme skal sælger og køber aflæse vandmåleren, så vandregnskabet kan gøres op.
Hvis der medvirker en ejendomsmægler ved handlen, sørger denne for fremsendelse af de fornødne oplysninger til vandværket.
Ved privat handel og ved udlejning kan de fornødne oplysninger sendes til vandværket ved at udfylde Flyttemeddelelsen, som ligger under Selvbetjening.
Vandværket udfærdiger herefter en slutopgørelse til sælger/fraflytter og en á conto opkrævning til køber/indflytter.