Brunt vand i hanerne
Drikkevandet indeholder jern, som udfældes i ledningsnettet. Ved ledningsbrud kan det udfældede jern hvirvles op i ledningerne og farve vandet rødbrunt. Det samme gælder, hvis en vandhane i længere tid ikke har været brugt.
Det er ikke sundhedsskadeligt at drikke vandet, men det ser ikke godt ud. Desuden er det ikke klogt at vaske tøj i vandet, da farven kan sætte sig i det. Det er en god ide at skylle dine vand-installationer igennem, ved at lade den udvendige vandhane - hvis det er muligt - være åbne 15 til 20 minutter. Alternativt må man anvende 1 til 2 vandhaner indenfor. Hvis det ikke hjælper så kontakt vandværket.
Er uheldet ude og vasketøjet blevet misfarvet, kan du gøre som statens husholdningsråd anbefaler: Læg tøjet i blød i vand tilsat 1 dl. citronsyre pr. 10 liter vand. Efter en halv time vrides tøjet og vaskes igennem i en varm sodaopløsning med 3 dl. soda pr. 10 liter vand. Tøjet skylles og færdigbehandles som efter normal vask.